På en soldrevet hjemmeside er der en direkte forbindelse mellem energi ressource og information. Ingen sol, ingen indhold. Både mængden og volumen af det indhold der uploades på en hjemmeside bliver altså sat i perspektiv og man får en fornemmelse af hvor meget energi en hjemmeside egentlig bruger.

Den Fælles Energi Platform er et nyt soldrevet og low-tech online mødested for energiaktører og -fællesskaber. Vi samler projekter og initiativer der arbejder for mere bæredygtighed og mindre co2 udslip lokalt og globalt. Gennem samtaler, essays, datavisualisering og et voksende aktør kartotek deler vi vores viden og praksis og skaber handlende fællesskaber på tværs af discipliner og geografi. Den Fælles Energi Platform er udviklet af Samsø Energi Akademi med støtte fra Energistyrelsen.

I et de-growth perspektiv undersøger og afprøver vi forskellige radikale tiltag til at reducere og re-designe det fælles digitale møderum uden at tabe de kommunikative kvaliteter internettet har. Det kan være svært at få en reel fornemmelse af den energi der bruges, når man fx streamer en film i HD, scroller på sociale medier eller benytter søgealgoritmer og AI. Det er denne ‘cloud’ illusion vi ønsker at gøre op med og skabe et realistisk billede af det globale digitale energiforbrug.  
Informationskampagnen hviler på en low-tech soldrevet hjemmeside, som faciliterer data om det digitale aftryk og open source designløsninger til at bygge nye low-tech hjemmesider. Hjemmesiden bliver installeret i sin fysiske form i Energi Akademiets bygninger på Samsø. Det betyder, at vejret på Strandengen har en direkte indflydelse på hjemmesidens drift og tilgængelighed og bliver en manifestation af de ressourcer der bruges til at køre en server. Hjemmesiden baseres på en low tech designmanual som sikrer at indholdet reduceres i form og udtryk uden at gå på kompromis med den information der skal formidles.  
Målet med kampagnen er at skabe fornyet fokus på vores støt stigende energiforbrug på internettet og i fællesskab udforme strategier for et digitalt gestalt skifte hvor flere hjemmesider baseres på low-tech og soldrevne løsninger. Ved at dele viden, visualisere data og arbejde open source ønsker vi at kultivere nye energibesparende digitale møderum for energi fællesskaber og grønne aktører lokalt, nationalt og internationalt.
Projektet er støttet af Energistyrelsen:

     

Vægten af den aktuelle side:
Calculating... KB