På en sensommerdag under trækronernes lys spil møder vi Steen Møller. Han har kort tid forinden lavet et oplæg om det at være gældfri, ved Folkedybet på Samsø Energi Akademi. Man fik det indtryk at han kun lige var begyndt da hans taletid sluttede og vi var derfor meget nysgerrige på at høre mere, både om hans initiativer Grobund og Friland, men også om hans måde at være i verden på.

Vil du kort beskrive dig selv og din baggrund?

Mit navn er Steen Møller, og jeg har en baggrund inden for landbrug. Jeg har både været landmand, højskoleforstander og lærer på en landbrugsskole. Og det var der, jeg i starten af 1990’erne fandt ud af, at jeg skulle noget andet. Både min egen måde at være i verden på, og vores fælles måde, skulle være anderledes.

På hvilken måde skulle det være anderledes?

For at få taget hul på det med at etablere sig i verden på en ny måde, kunne jeg se, at det var nødvendigt at være gældfri. Jeg skulle lade være med at stifte gæld. Hvis man vil være gældfri, så betyder det faktisk, at man skal spare penge op. Udover at blive gældfri, har det også været vigtigt at blive affaldsfri. Ude i den oprindelige natur er der ingen affald, og det er den vej vi skal. Vi skal lade være med at skabe affald.

Jeg kommer fra en kultur og generation, hvor både dét at arbejde og spare op var en dyd. Jeg lærte, at det er sådan man gør, og det gav mig faktisk muligheden for at spare penge op og lave mit første hus i stampejord, stråtag og rundtømmer. Jeg byggede mit hus for 300.000 kroner, og blev gældfri. Nu sidder jeg med en årlig udgift til varme, el og ejendomsskatter på 6000 kroner. Så det satte mig jo fri til at leve et anderledes liv, hvor jeg kunne bruge min tid på at gøre de ting, jeg synes, der var rigtige at gøre.

Udover byggeriet af mit eget hus har det været meget spændende og givende at videreudvikle byggeri i affaldsfrie materialer. Jeg bevægede mig ind i halmhusbyggeriet, og byggeri med lerpuds, lergulve, masseovne og rensningsanlæg. Og det har jeg beskæftiget mig med i de sidste 30 år. Siden 1995 har jeg været med til at lave flere forskellige alternative boligområder, og udviklet forskellige former for huskonstruktioner i naturmaterialer.

Du har været med til at starte Friland på Djursland. Hvad er Friland og hvordan tog det form?

Jeg høstede nogle gode erfaringer med mit eget hus i Sønder Felding, hvor jeg kunne se forskellige nye muligheder. Jeg synes, det har givet mig et råderum i livet, og det er der flere, der godt kunne bruge. Vi startede derfor i 2002 Frilandsprojektet – en hel landsby. Det er et landsbyprojekt som tager afsæt i netop det gældfri og affaldsfri koncept. Vi købte jorden af kirken og fik lavet en lokalplan, som kunne omfatte det projekt vi havde i tankerne. I lokalplanen står der, at det er til udvikling og eksperimenter. Altså udvikling af nogle nye måder at bygge og bruge materialer på.

Vi har udvidet Frilandsprojektet over 3 omgange, og er nu 140 mennesker som bor i 45 huse. Så vi synes, det er lykkedes os at vise, at det der i starten mest var halmhuse og lerhuse, og senere hen blev udviklet med træhuse og træuld, rent faktisk er lykkedes, og mundet ud i at kunne lave huse af en rigtig god beskaffenhed og med et virkelig godt indeklima. Og tilmed for billige penge og uden at belaste miljøet.

Udover Friland har du også været med til at lave et off-grid hus. Kan du beskrive hvad det betyder at bygge off-grid og arkitekturen bag?

Frilandsprojektet har affødt nye projekter. Vi er gået i gang med et såkaldt off-grid hus. Off-grid betyder, at man ikke er koblet på nettet. Nettet betyder i dette tilfælde tilkoblingen til el, vand, varme og kloak. Intentionen med off-grid er netop, at man afkobles fuldstændig fra nettet, og laver et hus der hviler i sig selv og med alternative metoder.

Sådan et hus fik vi mulighed for at bygge i 2017-18 på Brenderup Højskole, hvor jeg på det tidspunkt var lærer. Her fik vi grønt lys til at bygge et off-grid hus. Vi lavede en såkaldt klimaskærm, som er et slags drivhus på 130 kvadratmeter, og opsatte et 70 kvadratmeter stort halmhus inden under denne skærm.

Oppe på taget af klimaskærmen kunne vi opsamle vand. Man kan opsamle cirka en halv kubikmeter vand pr. kvadratmeter tagflade. Vi opsamlede på 60 kvadratmeter tagflade, og kunne på den måde få 30 kubikmeter vand om året. Vandet renser man f.eks. gennem et aktivt kulfilter (der er forskellige metoder), og så har man drikkevand. Når vandet er brugt, enten til brusebad, mad/drikkebrug eller toiletskyl, så skylles det ud i en opsamlingsbeholder, som ligger inde i den samme klimaskærm. Det er en membran der er gravet ned, og kan opsamle cirka 30 kubikmeter vand. Membranet ligger indkapslet i muslingeskaller, som giver en stor porekapacitet og naturlig sive-effekt, og betyder, at det kan indeholde en masse luft eller alternativt spildevand.

Spildevand lugter som bekendt ikke godt, men dette kan også klares på naturlig vis ved at man lægger cirka 20 centimeter sandmuld ovenpå spildevandet, og dermed fjerner lugtgenerne. I tilgift får man en glimrende plantekasse, hvor man kan plante vin, figner, tomater, agurker, peber – alt hvad man kan forestille sig i et drivhus. Planterne sætter rødder ned i spildevandet. De elsker spildevand, altså vores efterladenskaber, som her kan indgå i kredsløbet og bruges igen.

Grobund kan ses som en videreudvikling af off-grid tanken. Hvad er visionerne for Grobund?

Projektet førte til ideen om at lave noget lignende i en større skala: en landsby. Vi kalder det Grobund-projektet. Vi er 160 mennesker der er gået sammen og bidrager økonomisk til en fælles fond, som tilmed har gjort det muligt også at købe en fabrik og et landbrug ved siden af. Derudover har vi intentioner om også at lave fiskeri – bæredygtigt kystfiskeri.

Vi vil med vores initiativer gerne give et bud på en anden måde at være i verden på, hvor vi laver håndværk og produktion i fabrikken, samt nye måder at drive landbrug på, i retning af det man kalder permakultur og skovlandbrug.

Vi skal også skabe en ny måde at bosætte os på, og det er det der hedder off-grid byggeri, hvor vi afkobler os helt af netværket. Hvor vi ikke belaster systemet, men simpelthen skaber en cirkulær proces på stedet. Vores ide er et nyt bæredygtigt perspektiv, hvor vi har en forsyning af fødevarer og fisk, og selv producerer de huse, møbler og andre ting der er behov for.

Det er ikke fordi, at vi vil lave om på alt, men vi vil gerne vise en anden måde at være i verden på. Vi synes det er vigtigt at lokalisere al produktion og alt energiforbrug. I øjeblikket henter vi det ude i verden, og smider det ud i vores luft, i vores jord, i vores grundvand. Det duer ikke længere, og det er det, vi gerne vil vise, at vi kan gøre på en ny måde.

Hvordan reparerer vi vores forhold til jorden og dens ressourcer?

Det vigtigste er det biologiske kredsløb. Vi bliver nødt til at gå ind i et tæt samarbejde og en samhørighed med naturen. Naturen recirkulerer i et væk, og det er det vi skal tage til os. Der er ingen, der kommer til at mangle noget. Tværtimod vil vi kunne blive rige på naturen og dens mange ressourcer. Sådan som det er nu skaber vi monokultur, hvor vi udrydder insekter, dyr og meget andet. Det vi skal frem til, er en anden form for landbrug, hvor vi planter både træer, frugttræer, buske, grøntsager, korn og andet i en mangfoldighed i stedet for en begrænsning. Vi er en del af naturen, og det er det, vi skal forstå, så vi kan leve i en naturlig balance.

Hvad kan man gøre i praksis?

Mine projekter er allerede praksis. Vi er i gang. Vi har købt en fabrik og noget jord. Vi har lavet nogle huse, et rensningsanlæg og nogle rørsystemer. Vi har selv lavet det hele. Vi skal bare have lov til at føre det ud i større skala. En af de store udfordringer i dag er bureaukratiet. Allerede i 1979 sagde forfatter og teoretiker Hannah Arendt, at vi ville blive styret af et uigennemsigtigt og snirklet kontorsystem, udmundende i et bureaukrati, hvor vi ville miste både handlefrihed og økonomisk frihed. Vi ville få et tyranni uden tyran.

Hvad kan fællesskabet?

Vi er nødt til at skabe fællesskaber. Men vi skal passe på, at det ikke bare bliver snakkende fællesskaber der hovedsageligt bevæger sig på idéplan. Det skal være handlende fællesskaber. Det, der er vigtigt, er balancen mellem hoved, hænder og kærlighed. Det betyder, at det er godt nok at få nogle ideer, men hvis det ikke munder ud i handling, og man ikke har sin kærlighed og sine følelser med, så duer det ikke. Så bliver det et koldt fællesskab. Vi er nødt til at generobre handlekraften.